Hvad er Dårligdommerne vs The Rain? Dårligdommerne er en podcast-serie, hvor tre bitre mænd gennemgår dårlige, uaktuelle film – primært danske. Og dem er der tilsyneladende en endeløs strøm af. Du ved, de samtaler, du som regel med dine venner efter du har set noget lort i biografen eller i fjernsynet? Ja, det er essensen i Dårligdommerne. I maj udkom den første danske Netflix-serie på streamingtjenesten, (ja, du gættede det) Netflix. Serien hed ”The Rain”. Vi har egentligt aldrig haft et ønske om at lave afsnit om en serie før, for vores fokus har været film. Men ALDRIG før har vi modtaget så mange ønsker om at vi tog os af en titel. Og selvom vi havde krydset fingre for at det skulle blive godt, så viser det sig desværre, at The Rain nærmest er skræddersyet til os – med tåkrummende replikker, kedelig æstetik, søvndyssende skuespil og ulogisk handling.

Så vi har besluttet os for at bøje konceptet denne gang og gå med til at tage en serie ind i vores univers. Men det sker ikke med vores gode vilje! Hvis I vil ha’ det til at ske, så skal I betale en smule. Ligesom vi har betalt med vores helbred og generelle livslyst de seneste par år, hvor vi har lavet Dårligdommerne. Som I måske har hørt, så er en podcast GRATIS. Og vi kan ikke lave fire afsnit om The Rains 8 episoder gratis. Hér kommer du ind i billedet. Hvis du gerne vil have disse ekstra-afsnit, så skal du donere nogle penge til os. Det kræver nemlig en bytur ovenpå den krænkende oplevelse det er at se The Rain, så vi efterfølgende kan ryste ubehagelighederne af os. Vi beder om 30.000 kr. for at løse opgaven. Hvis du ikke vil være med til at støtte dette projekt, så passér gaden. Hvis vi ikke når målet, så er det også fint – for tro os, vi har andre ting at bruge vores tid på. Altså: 4 afsnit af forskellig varighed (ca. 1-2 timer hver), hvor vi i hvert afsnit gennemgår to episoder. Vi får besøg af gæster – der er flere danske komikere, der allerede har meldt ud, at de gerne vil være med. Vi gennemgår serien, og fortæller hvorfor det gik galt – og det virkeligt gået galt desværre, for der er ikke meget godt at sige. Når vi når vores mål garanterer vi 4 afsnit, omhandlende de 8 The Rain-episoder på Netflix.

Men vi har brug for din hjælp, for at få det til at ske. Hvis du altså gerne vil have det. Ellers er det også fint med os. Der er maling, som er i gang med at tørre, der pt. ser mere tillokkende ud end at se 8 timers kedsomhed + research og andet forberedelse. Så få det til at ske, hvis du gerne vil have det.

Kickstart Dårligdommerne